Den blå kvinde

Det gjorde et stort indtryk at opleve min urgamle tidløse eksistens.

November 2002

Det betyder meget at kunne fortælle om den oplevelse, jeg havde i midten af november 2001 under to meditationer.

Over mit hoved blev den ydre skal 10 - 15 cm over hovedet krænget op.

Det var en sej hinde, som vanskeligt lod sig bevæge, så det foregik med megen modstand, smertefuldt og ubehageligt. Jeg kunne kun koncentrere mig om at vente på at ubehaget forsvandt. Det stoppede ca. ud for ørerne , og da så jeg det lyse blålige transparente lag som nu var rundt om hovedet,

stoppede meditationen.

Under den næste meditation begyndte denne skal/hinde rundt om kroppen at rulle nedover. Det føltes som at blive skrællet af, som at skifte ham.

Den rullede nedover hurtigere og hurtigere til den rullede ud over tæerne og forsvandt. Nu kunne jeg se hvor grå og mørk hinden var. Tilbage var et lysende blåt, klart og transparent luftigt lag, som var helt rent.

Da så jeg mig selv som en kvinde med denne blå, lidt seje hinde. Under hinden var hun af en substans, som var både flydende og luftig og alligevel ingen af delene. Substansen var fortættet i en meget hård, tæt masse i knoglerne. De var hårde som krystal, meget tynde og stærke og alligevel så skrøbelige som tyndt glas. De var umådelig stærke og så lette at knække.

Hun indeholdt alt og alligevel så lidt og så let.

Hun bestod helt igennem af det samme stof; blåt, klart, transparent nogle steder. Fortættet som i den ydre skal og i knoglerne. Hun var tynd og med lange lemmer med en spinkel bygning og helt uden fedt og proteiner, som vi har i vores krop.

Hun var lille og urgammel, gammel langt ud over vores tidsregning. Hun sad der så roligt og hvilede fuldkommen i sig selv.

Hun ventede ikke, ej heller var utålmodig eller forventede noget.

Hun relaterede ikke til fortid eller fremtid eller nutid. Hun sad kun der med sin årtusindes eksistens og ro. Stille og urørlig, intet kunne rokke hende, hun var så umådelig stærk og så lille og spinkel.

Ingen og intet kunne skade hende, hendes styrke var umådelig og hun gjorde intet ud af sig, hun bare sad i anonymitet og var.

Jeg var hende, og mærkede mig selv som hende. Jeg iagttog hende igen udefra, og blev igen mig selv i den krop jeg har her og nu, med en 20 cm bred, blå, skinnende,klar og transparent aura som lyste af klar transparent blå renhed.

Det gjorde et stort indtryk at opleve min urgamle tidløse eksistens.

armedon.com ©2002-2017

alle rettigheder forbeholdes