Dette er en ganske almindelig historie. Det skete en uge i april 2001 på Gentofte
Amtshospital. Historier som denne sker for os alle hver uge, blot vi ser,
hører og reagerer på de små hændelser, når de er der. Derfor fortæller jeg dig historien nu.
I de 9 dage jeg lå på tresengsstuen sprang foråret ud. I vinduet så jeg buskene blive grønne og gule og påskeliljerne stod i solen og lunede sig.
Jeg var bare så syg, mørk gul af en galdesten, der spærrede, og ondt havde jeg over det hele. Jeg havde ingen appetit og var så utilpas og irriteret. Sygdommen gjorde, at jeg egentlig blev mere og mere ligeglad med alt. Jeg kendte ingen, og havde heller ikke lyst til kontakt med nogen. Jeg var bare utilpas og alt gjorde ondt.
Med det kedelige humør sad jeg og så ud på gangen, hvor de kørte sengen med en ældre kvinde fra nabostuen frem. Hun lå med ryggen til og sov.
Jeg stirrede på hendes krøllede nakkehår, og tænkte:"Hvad skal jeg med hende, jeg kender hende ikke og hun ligger på stuen ved siden af. Hvad skal jeg med denne ukendte kvinde?".
To timer senere blev hun til min forbavselse kørt ind ved siden af mig.
Der skulle hun ligge resten af de dage, vi var der.
Tove var meget mere syg end jeg og jeg vidste, at hun ikke havde langt tid igen. Måske måneder, måske et år eller to. Hendes store sorg var, at hun for en række år siden mistede sin mand og datter med et års mellemrum af cancer.
Hendes datter hed Marianne, og hun gik bort da hun var 42 år.
Jeg hedder Marianne og var da 42 år. Tove fortæller om sin kærlighed til datteren og synger en sang for mig hver aften, inden vi sover. Den havde hun skrevet til sin elskede og savnede Marianne.
__
Tænk ikke pige på hvad du når
men på hvor hurtigt årene går
hvert blad du vender i skæbnens bog
er som at køre i hurtig tog
var der dage du ikke fik leet
var der stationer du ikke fik seet
værn om dit livs minutter og timer
vent ikke til togets bremser hviner.
Jeg så dig i mine drømme
ganske som du var og er
så virkelighedsnær
du føltes her hvor der ingen grænser er
fantasiens vingefang er stort og bredt
smukt om man vil
og måske engang vil drømmene blive til.
Tove d. 23/4-2001
__
Selv nu mange år efter kan jeg fornemme hendes sang, og den blev hørt, for englene er Guds sendebud til os mennesker her på jorden, og Tove blev hørt.
Hele tiden havde jeg denne vished om at skulle noget, og fik fornemmelsen af, at det var vigtigt at skabe en forbindelse mellem mor og datter. Når troen på noget efter dette liv mangler kan det være vanskeligt for englene og de andre at få kontakt til os mennesker.
Tove troede ikke længere på en Gud, da hun oplevede, at tabet af mand og datter var for uretfærdigt. Da jeg spurgte, om hun troede på, at Marianne var en engel, var hun ikke et øjeblik i tvivl.
Hun vidste, at hendes Marianne var en engel og jeg tror, denne vished gav dem forbindelsen tilbage.
Se, det er således, at englene er Guds sendebud
til os mennesker her på jorden.
Dette kan jeg fortælle dig her og nu og vid, at der er så meget du kan gøre, når du lytter, ser og følger din intuition. Det hele er der hele tiden.
